onsdag den 2. november 2011

Besøg fra Danmark af Lines forældre

D. 21. oktober hentede vi Jørn og Conni i Melbourne Airport i en lille bil vi havde lejet. Jørn og Conni skulle have startet deres Australiens rejse med fire dage i Sydney, men en nødlanding i Bangkok på vej herned betød at de måtte tilbringe næsten et døgn der, inden de så blev fløjet til Melbourne, for at sove i fire timer på et hotel og derefter blive fløjet til Sydney et døgn forsinket. Dette betød at de derfor kun havde tre dage i Sydney i stedet for fire, men vi kunne dog forstå at det havde været tre gode dage. 

Efter afhentning i lufthavnen kørte vi hjem til os, hvor vi spiste frokost og Jørn og Conni pakkede tøj til fem dage. Turen gik derefter knap 200 km sydøst på til den lille by Foster uden for National Parken Wilson's Promontory.

Jørn og Conni pakker tøj til nogle dages tur væk fra Melbourne

Line og hendes forældre ved et udkigspunkt på vej til Wilson's Promontory

Vi ankom først til Foster hvor vi skulle overnatte ved 19-tiden, så vi nåede ikke ind i National Parken den aften, men vi handlede ind, lavede dejlig mad og slappede af i den hytte hvor vi skulle overnatte de næste to nætter.
Den efterfølgende morgen kørte vi 30 km sydpå ind i Wilson's Prom. Der gik vi tre forskellige ture i løbet af hele dagen. Den første var en "wild-life" tur, den anden havde gode udsigter over havet og den tredje ledte os til en regnskovs-board walk samt gennem dele af National Parken hvor det var meget tydeligt at der var oversvømmelse i april måned i år samt en stor alt ødelæggende skovbrænd i 2009.

Kænguruer på Wild life gåturen


Emu på wild life gåturen
Vi så også en kænguru, der havde en unge i pungen, dette og flere andre dyre-billeder kan ses på vores dyreside her.
Os alle sammen på gåturen med gode udsigter

Her ses det hvordan skovbrænden tilbage i 2009 stadig kan ses. Det øverste af træerne er stort set helt dødt, men underskoven er kommet igen.

Her er vi på regnskovs board walk. Der var ikke meget regnskov over det længere, men oversvømmelsen i april i år havde sat sit præg på skovbunden hvor man tydeligt kunne se at vandmasserne havde revet en masse med sig.

Her havde vandmasserne løbet ned af klippesiden og revet alt med sig.

Os ved et flot lille udkigspunkt.

Her ses et billede efter skovbrænden i 2009

Dette billede tog vi da vi var der. Billedet er taget præcis samme sted. Det ses hvor hurtigt naturen kan regenerere sig selv.

Da vi kom hjem fra en god dag i Wilson's Prom havde vi fortjent et godt måltid. Dette sørgede Nikolaj for ved at grille bl.a. kænguru til os på gas grillen foran vores lejlighed eller hytte.

Middag inde i hytten

Søndag havde vi fantastisk vejr og skulle desværre bruge en del tid på at køre tilbage mod Melbourne, men vi tog det stille og roligt, kørte langs vandet og lavede nogle stop undervejs.

Her er vi på en strand på Mornington Peninsula

Vi stoppede i byen Mornington og spiste frokost

På stranden ved strandhusene i Mornington

Da vi kom tilbage til Melbourne havde vi lige nogle fluer der skulle slås med ét smæk. På Line's job Dan O'Connell holdt hendes kollega Steve sin bryllups reception, hvilket Line naturligvis gerne ville med til. Desuden var Jon og Carina, som vi boede sammen med i South Yarra på kort visit i Melbourne, inden de tog videre til Asien, så for at nå at se dem inden de smuttede til Asien inviterede vi dem på Dan O'Connell. Jørn og Conni fik set Lines ene job, Line fik deltaget i Steves bryllups reception og vi fik set Jon og Carina - effektivt!

Efter et par timer samt aftensmad på Dan O'Connell kørte Line, Jørn og Conni videre sydvest på til starten af Great Ocean Rd, Nikolaj måtte dog blive i Melbourne for at passe uni.

Os med Jon og Carina på Dan O'Connell

Kl. 22 søndag aften ankom vi til Anglesea, en af de først byer på Great Ocean Rd, hvor vi sov i en dejlig lille hytte på en campingplads og næste morgen begyndte vi i regnvejr at udforske Great Ocean Rd.

Conni på vej til Erskine Falls

Jørn og Conni ved Erskine Falls

Efter endnu et vandfald, en masse regn og at have kørt lidt over halvvejs på Great Ocean Rd, stoppede vi ind på en lille restaurant og fik noget frokost.

Frokost på Great Ocean Rd

Skilt i restauranten

Flere skilte i restauranten

Efter frokosten var det blevet lidt bedre vejr og vi turde igen bevæge os udenfor bilen da vi kom til Gibson Steps.

Jørn på vej ned af Gibson Steps til stranden

Kort efter Gibson Steps ankom vi til Port Campbell næsten helt i enden af Great Ocean Rd, hvor vi skulle overnatte anden nat. Vi tjekkede ind i vores hytte, handlede ind til aftensmad og kørte så videre til alle de flotte udsigtspunkter der er på Great Ocean Rd efter Port Campbell, nu var solen nemlig kommet lidt frem.

The Arch

London Bridge som den engang har set ud og som den ser ud nu

Os alle tre foran London Bridge

Jørn og Conni i The Grotto

Der kigges mod horisonten

Efter en masse helt enormt flotte udkigspunkter (da vi næsten lige har lavet et blog-indlæg om Great Ocean Rd med Nikolajs forældre og mormor har vi ikke taget så mange billeder med i dette indlæg, men se her for at se flere af de omtalte flotte udkigspunkter) var vi nået til enden af Great Ocean Rd og havde stadig lidt tid til solen gik ned, så vi besluttede at køre tilbage igennem Port Campbell og videre til "De tolv apostle" for at se solnedgangen der.

Os alle tre foran "De tolv apostle".

Vi kørte derefter til vores hytte i Port Campbell, hvor vi lavede mad og drak lidt vin og te inden vi gik i seng.

Middag i hytten i Port Campbell

Næste dag kørte vi så hele Great Ocean Rd en gang til, bare den modsatte vej tilbage til Anglesea hvor vi også overnattede første nat ved Great Ocean Rd. På vejen tilbage til Anglesea var vi langt heldigere med vejret end vi havde været på vejen ud, nu kunne man rent faktisk se horisonten og solen kom frem i nu og næ. Vi stoppede ved alle de steder som vi ikke havde stoppet ved på vejen ud.

Conni og Jørn ved Loch Ard Gorge, hvor vi brugte et par timer på at gå rundt til alle de helt enormt flotte udkigspunkter, samt ned på stranden m.m.

Jørn og Conni i Maits Rest regnskov

Vi spiste frokost i Apollo Bay hvor vi var heldige at der var helt enormt mange farverige fugle omkring os. Billederne af disse fugle kan findes her.

Frokost i Apollo Bay

Efter frokosten i Apollo Bay kørte vi videre til Kennett River hvor vi gik på koala-tur. Vi så intet mindre end 17 koalaer på en times tid. Heriblandt var der to meget nuttede unger. Billeder af disse samt flere farverige fugle kan også ses her.

Koala-mor og unge i Kennett River

På vej tilbage til Anglesea kom vi forbi dette hus, der vidst ville være en udfordring for de fleste mennesker, selv ikke-højdeskrække...

Tilbage i Anglesea spiste vi pizza, drak vin og øl og talte lidt om de sidste par dages oplevelser inden vi gik tidligt i seng. Onsdag morgen stod vi op og fejrede Jørns fødselsdag med en lynhurtigt morgenmad inden vi skulle køre mod Melbourne for at aflevere den lejede bil inden kl. 10. Efter at have afleveret bilen havde vi fire dage til at vise Melbourne til Jørn og Conni inden de skulle videre til Central Australien og senere Cairns. Vi startede med at tage sporvognen til vores yndlings morgenmadscafé i Brunswick for at Jørn kunne få en ordentlig fødselsdags morgenmad.

Jørn og Conni venter på tramen

Jørn og Conni til morgenmad på Greens Refactory i Brunswick

D. 26. oktober var ikke blot Jørns fødselsdag, det var også dagen hvor Dronning Elisabeth havde besluttet at aflægge Melbourne et besøg, sa da vi kom retur til centrum af byen var det lettere kaotisk ved Flinders Street Station og Federation Square. Her havde Dronningen holdt tale for folket og skulle derefter ud og køre i "Royal Tram" i 5 minutter.

Folk der havde stimlet sammen ved Federation Square pga. Dronning Elisabeths besøg.

Menneske massen foran Flinders Street Station

Nikolaj var i mellemtiden kommet hjem fra universitetet og vi tog alle fire på rundvisning på Melbournes største stadion (MCG = Melbourne Cricket Ground) hvor der bliver spillet cricket og Australian Football og hvor der kan være 100.000 tilskuere.

På rundvisning på MCG

På rundvisning på MCG

Udsigt fra MCG til Melbourne Park hvor der spilles Australian open

Efter en interessant rundvisning på MCG gik vi rundt i Melbourne Park, hvor der spilles Australian Open hvert år. Her tilbragte Line seks dage i januar med at se en masse kampe til Australian Open 2011 og kunne fortælle hvilke baner hun havde set Federer, Djokovic, Nadal, Ferrer, Murray, Söderling, Tsonga, Azarenka, Sharapova, Zvonareva, Radwanska, Schiavone, Clijsters, Henin osv. Conni var kun lettere misundelig!

Efter sports-turen tjekkede Jørn og Conni ind på deres hotel 800 meter fra hvor vi bor og om aftenen gik vi gennem centrum af byen ud til den bydel der hedder Carlton hvor vi var på Italiens restaurant og senere på Carlton Yacht Club, den cacktail bar hvor Line arbejder.

Gade dansere i Swanston Street i centrum af byen

På restaurant på Lygon Street

På Carlton Yacht Club

Torsdag d. 27. havde Nikolajs travlt med at lave afleveringer til uni så Line viste Jørn og Conni rundt alene. Vi startede med at tage til Docklands waterfront shopping centre. Derefter gik vi en tur langs floden og var inde forbi casinoet og kigge lidt og var til sidst i botanisk have.

Jørn og Conni ved havnefronten i Docklands

Jørn og Conni i Docklands waterfront shopping centre

Gåtur langs floden

Frokost ved Swanston Street

Ved Sidney Myer Music Bowl i Kings Domain på vej til Botanisk have.

Mor og datter i botanisk have

Conni i botanisk have

Da det var en ret lun dag og aften besluttede vi at grille aftensmaden nede ved floden. Det var helt fantastisk at sidde helt inde ved centrum i en by hvor der bor 4 millioner mennesker og så alligevel nærmest ikke kunne høre noget trafik eller se nogle mennesker - vi fandt en lille oase.

Vi griller ved floden

Middag ved floden

Fredag havde Nikolaj igen travlt med at lave afleveringer, så Line, Jørn og Conni var alene på Victoria market. Efter markedet gik vi på State Library hvor vi mødtes med Nikolaj som vi tog med ud og spise frokost i QV centre hvor Line også arbejder.

Jørn og Conni i delikatese afdelingen på Victoria market

Conni i grøn afdelingen

Der kigges på souvenir t-shirts

Jørn har fået sig en out-back-hat og der kigges på MEGET lækre læddertasker - mor og datter fik en hver...

Ved La Trobe læsesalen på State Library of Victoria

Efter frokosten lavede Nikolaj videre på sine afleveringer og Line viste rundt på University of Melbourne.

Line på University of Melbourne

Semesterets sidste undervisningsdag fejres på South Lawn 

Det meget fancy Brownless Biomedical Library

Om aftenen var vi alle fire i bydelen Fitzroy, hvor vi spiste på "Little Creatures dining hall".

På "Little Creatures dining hall"

Vand til hundene

Little Creatures dining hall

Lørdag var vi alle sammen i fængslet Old Melbourne Gaol, hvor bl.a. folkehelten Ned Kelly sad fænglset og blev hængt.

Handsker som fangerne fik på som en ekstra straf så de ikke kunne masturbere.

Nikolaj, Conni og Jørn læser om nogle af fangernes skæbner inde i en celle.

Jørn, Conni og Line i Old Melbourne Gaol

Der læses om Ned Kellys liv, og i forgrunden ses Ned Kellys dødsmaske (en afstøbning af hans hoved efter hans hængning)

Efter fængslet gik vi fordi Melbourne Exhibition Building i Carlton Garden, forbi Parlamentet i Spring Street og spiste frokost i Centre Place, vores yndlings gade i Melbourne. Herefter gik Conni og Jørn til hotellet for at pakke da de skulle flyve til Alice Springs tidligt søndag morgen.

Ved parlamentet

Frokost i Centre Place

Efter at have pakket mødtes Line med Jørn og Conni (Nikolaj skulle til fødselsdag hos en fra uni) og vi tog til Dan O'Connell for at spise. Som altid om lørdagen var der irsk folkemusik på Dan O'Connell og efter maden tog vi også lige et slag pool...

Conni og Jørn på Dan O'Connell

Conni kigger på musikkerne på Dan O'Connell

Der spilles pool

Da vi kom tilbage til centrum af byen efter at have været på Dan O'Connell drak vi en afskeds øl i baren på hotellet, men kort efter afskeden fandt Jørn og Conni ud af at alle Qantas fly var grounded fra søndag morgen, så de måtte ringe til rejsebureauet i Danmark og få dem til at hjælpe. Det endte med at de fik to ekstra dage i Melbourne. Hverken Line eller Nikolaj havde dog sat disse dage af til rundvisning, så Jørn og Conni udforskede byen lidt på egen hånd begge dage.

Søndag gik Jørn og Conni på Victoria Market endnu engang og gik derefter bare lidt rundt i byen. Om aftenen var vi på italiensk restaurant midt i byen.

På Italiensk restaurant

Mandag så Line, Jørn og Conni et optog midt i byen. Dette var et optog for Melbourne Cup som er et hestevæddeløb, der skulle være i byen dagen efter om som Australierne går helt vildt op i, bl.a. er Melbourne-Cup-dag en helligdag i Melbourne, på trods af at væddeløbet i sig selv kun varer tre minutter.

Orkester i optoget

Tidligere vindere og trænere blev præsenteret i biler

En gammel heste transport

De tidligere vinderheste blev også præsenteret, her er det vinderen fra 1996.

Gøglere i optoget

Mandag aften havde vi så endnu en afsked med Jørn og Conni. Denne gang viste det sig at de rent faktisk kom afsted. Dog blev der byttet om på deres ture, så de blev fløjet fra Melbourne til Cairns, og efter nogle dage der, flyver de så til Alice Springs hvor de kommer på en tur til Uluru, Kata Tjuta og Kings Canyon inden de flyver hjem d. 11. november - forhåbentlig uden flere strejker eller nødlandinger fra Qantas' side...

Afskeds øl og te med Jørn og Conni i vores lejlighed
Det har været rigtig hyggeligt at have besøg hjemmefra, nu håber vi at Jørn og Conni får en fortsat god tur rundt i Australien. Vi selv har mindre end tre uger tilbage i Melbourne, hvilket er meget skræmmende... Hvor blev det år af?? 
Vi glæder os til at komme hjem til vores familie og venner og vores egen lejlighed, da vi efterhånden er blevet rimelig trætte af at rydde op og gøre rent efter dem som vi bor sammen med. Desuden glæder Line sig til at komme tilbage til Tivoli, hvor man rent faktisk føler det giver mening at være på arbejde i forhold til her hvor der oftest er alt for mange mennesker på arbejde af gangen. 
Ud over de ovennævnte ting er det dog ret begrænset hvor meget vi glæder os til at komme hjem. Vi har vendet os til at være ude og rejse minimum hver anden måned samt ofte at være på weekendture, have godt vejr det meste af året, møde en masse nye fantastiske mennesker hele tiden samt at have masser og masser af fritid til at udforske den fedeste by i verden... Vi må indrømme at det bliver nok ret trist og svært at komme hjem og vende sig til at have en "almindelig", "kedelig" og travl hverdag, der nok må begrænse sig til 1-2 små-rejser om året. Men vi må også indrømme at "ude er godt - hjemme er bedst", og det er jo heldigt at vi stadig ser sådan på det, for ellers kunne vi jo bare vælge at blive Down Under...

De næste to en halv uge står for Nikolajs vedkommende på eksamenslæsning og tre forskellige eksamener. For Lines vedkommende står den på arbejde, planlægning af vores tur til Vietnam, hvor vi tilbringer små fire uger inden vi kommer hjem til Danmark d. 17. december, samt salg af vores møbler og cykler, sammenpakning af vores værelse og eksamenslæsning. Der venter nemlig desværre en eksamen på Københavns Universitet kort efter vi er kommet hjem til Danmark.

Hvis ikke vi når at opdatere mere fra Australien så stay tuned, der kommer nyt fra Vietnam, hvor vi forøvrigt skal mødes nogle dage med Jon og Carina - det bliver super hyggeligt!

1 kommentar:

  1. Sjovt at læse om jeres hverdag og Connis og Jørns besøg. Ønsker jer en dejlig tur til Vietnam, en problemfri tur hjem og en Glædelig Jul <3
    Marianne i nr. 15

    SvarSlet